Piet Heins digt til SIKKER HANSENS billeder i bryllupssalen på Frederiksberg Rådhus

VERS

PAA VÆGGEN

Du vented een du ikke vidste om.

Men der blev stille i dig da hun kom.

Et tegn af lys blev givet dig. Og dén

du ikke kendte, kendte du igen.

Enkel som sommerens gule solopgang

tændtes en tone i dit blod og sang.

Nogen i verden som var alting værd

aabnede evigheden nu og her.

Et livets lys skal lege om din vej,

du som er mere end dit eget jeg.

Du som har aabnet livets trange nu,

se i en andens lykke lever du.

Hvor sødmefuld en sult i kød og blod,

i sind og psyke, een at stunde mod.

At mødes i den store voxero.

Livet er dens, som vil at det skal gro.

*

Ja, vi er børn af denne klodes støv.

Men hvad er stærkere end sol i løv.

Den lange sommerdag som er saa kort.

Livet blir liv, imens det rinder bort.

Dets egen evighed af lys og aand

hviler et nu som fuglen i din haand.

Flygtigt som nuet er dets fagre spil.

Men det er til.

PIET HEIN